Frederiksberg Kirke Tirsdag d. 29. April.

Mor blev født i Dronninglund i Nordjylland den 1. April 1915.

Mor er den sidste som nu skal begraves, ud af en søskendeflok på 14.

På Mors dåbsattest som jeg fandt forleden stod der at

Forældre var arbejdsmand Søren Peter Jensen og hustru Marie Birgitte Nielsen.

Mor var ud af en søskende flok på i alt 14 børn som voksede op i en mindre landejendom.

Som Mor har fortalt var der altid 4 søskende sammen  i sengen.

Her var ingen luksus og julegaven kunne være en dejlig appelsin hvor man skar et lille hul til en sukkeknald og med stor fornøjelse pressede den dejligste appelsinsaft.

Legetøj bestod af garntrisser, hjemmestrikkede små dukker og glæden ved at lege købmandsbutik med den klinkede porcelæn.

Mere var der ikke.

Større var måske glæden ved gårdens dyr hvoraf trækhesten Klaus var den vigtigste.

Den kunne ofte selv finde hjem når mors far var faldet i søvn på kuskebænken.

I barndomshjemmet var der tryghed, varme og altid mange mennesker, selv under de beskedne kår.

Her var tit glæde, musik, sjov og dans når søskende, børn, onkler og tanter kom på besøg.

Man tilbød det bedste man havde.

At børn fra små af skulle hjælpe med alt det praktiske var nødvendigt.

Tidlig op.

Pasning af dyr og høns, slæbe tunge mælkejunger og hjælpe til med hårdt arbejde med endeløse rækker af roer.

Mor fik basal skolegang i den om vinteren kolde skolestue, hvor eleverne skiftedes til at fyre op i kakkelovnen.

Regning foregik på en skiftertavle og det skriftlige med pen og blækhus.

Hjemmearbejdet forgik i petroleumslampes skær.

Det var vigtigt at lære at være pligtopfyldende og hjælpe til hvor man kunne.

Og dette at ”være pligtopfyldende og hjælpe til” har præget hele resten af mors liv.

Da Mor blev 12 år måtte hun flytte hjemmefra for at arbejde som pige på den på egnen liggende større properitærgård.

Sådan var det almindeligt dengang.

Her var ”fine” folk og mor måtte arbejde hårdt, selv om hun sikkert tænkte på dem derhjemme.

De fleste af de andre større søskende var flyttet hjemmefra og inviterede ofte deres medsøskende til selskabelige arrangementer i Ålborg.

Her mødte Mor således vores Far, Preben Børge Kier som kom fra København, men som var på arbejde i Ålborg.

Snart flyttede de til København og både Mor og fik arbejde forskellige steder.

Far som dygtig kok på restaurant og Mor i den nymodens dille som var kommet fra USA: Is bar.

Både Mor og far knyttede venskaber til deres pågældende arbejdsgivere og det var derfor let for dem at starte deres egen forretning, hvor de arbejde sammen i de næste 35 år.

Børn blev det også til, så hen ad vejen fødte Mor. Ayoe, Dennis, Vagn-Ebbe og Preben.

Fødsler var ikke Mors livret, men hun var glad for sine børn og gjorde alt for at de kunne være både pæne og nydelige, så familien blev af naboer kaldt ”Dem med de pæne børn”.

Far og Mor havde travlt med selskaber og middage , tit var der arbejde både lørdag og søndag så storebror Dennis måtte ofte være den ekstra hjælp i familien.

Opdragelse var ikke noget man talte om, men var man som forældre et godt eksempel forventedes det at børnene blev ligeså.

Selskabelighed og fest holdt de begge af, så sammen med deres nærmeste venner var der mange komsammener hvor Far tilberedte hummer, dejligste dyreryg og overdådig dessert.

Et helt specielt højdepunkt var når Far bankede på glasset.

Der blev helt stille og Far sang ”Herren som skabte dette bord” – og han gjorde det godt, havde en god tenor – og Mor nød det.

Far og Mor havde gode kulturelle venner som sat pris på åndrighed og kunst.

2. verdenskrig gik heller ikke sporløst hen over vores lille familie.

Da Politiet blev interneret i 1943 måtte Far og Mor i huj og hast hjælpe med at brænde politiets papirer, da de var de eneste som havde brændekomfur i nærheden af politigården.

Ulykken ramte vores familie 21. Marts 1945 da britiske fly bombede Shellhuset, men  ulyksagligt ramte fly og bomber også den Franske skole hvor Ayoe på 9 år gik i skole og Dennis gik i børnehave.

Dennis blev reddet, men Ayoe omkom og blev begravet der hvor vi nu skal begrave mor.

Jeg blev født året efter og Preben halvandet år efter.

Krigens grufulde oplevelser talte man dengang ikke meget om.

Mor kom tappert videre, men tænkte altid i sit stille sind på ulykken.

50´erne gav også Mor velstand og fremgang. Det var nye tider og vi flyttede i større lejlighed, så der nu var ét værelse til os tre børn, hvor vi før havde delt 1 soveværelse til både Far og Mor og børn – hvilken luksus.

Vi havde et godt hjem under Mors trygge rammer og som sædvanligt, meget arbejde for Mor og Far.

Mange dejlige familiebesøg, mange festlige familiekomsammener og middage.

Da Far døde i 1981 fandt Mor sit eget arbejde, begyndte at male og hjælpe overalt hvor hun kunne.

Desværre led Mor også det store tab at miste sin ældste søn Dennis, vores dejlige bror.

Det er også den triste pris man kan risikere når man opnår en høj alder.  

At miste to børn er et stort tab.

Mor var stille men tænkte.

Tog sig altid sammen, ville leve.

Opmuntrede altid, og var der problemer sagde Mor blot ”jamen så finder du bare på noget nyt.”

Mor havde et lige så langt pensionist liv som et arbejdsliv og sørgede for at hver eneste dag havde et indhold og nogle opgaver som skulle laves.

Mor var aldrig typen som skulle sidde med hænderne i skødet.

Mor var både klog og meget observerende.

Gennemskuede hurtigt både mennesker og hensigter og havde en dejlig portion humoristisk sans og en sød selvironi som varmede helt om hjertet.

Men de sidste par år sagde Mor tit ”At det er ikke sjovt at blive gammel” - men hun mistede ikke selve livsmodet.

Mor var sej.

Jeg var sammen med Mor hver dag de sidste 12 dage hun levede, og også da hun stille sov hen.

En af de sidste dage kun hun ikke sige noget, men kiggede på mig med sine søde øjne og med sin tynde hånd pegede hen på vinduet og op mod himlen for at sige ”nu vil jeg gerne af sted”.

Vi skal nu bære Mor til graven og sige tak for et meget langt liv.

Det kan lyde dystert, men det er alligevel livets vej.

I den dejlige sol, i den dejlige forårsstemning som ville have glædet Mor vil præsten forrette det ritual som siger at vi kommer fra livet og vi bliver til livet.

Mor havde ét ønske: Når vi bærer kisten ud vil Trompetisten Dorte Zielke spille Schuberts Ave Maria - eller måske skulle vi i dag kalde den Ave Marie.

Mor vil leve i os og også i vores tanker.

Tak for dit lyse og kloge sind.

--------


Hør Dorte spille Schuberts AveMaria på:

www.trompetist.dk/begravelse

Præsten var Peter Friis fra Flintholm Kirke